Har du stadig ondt?

Måske håber du på, at mindre symptomer som smerter fra et lettere hold i ryggen eller nakken, ømme skuldre eller hovedpine efter et mindre uheld går væk af sig selv uden behandling eller ændring af (dårlige) vaner.

Dine symptomer er et signal til dig om, at du bør opsøge hjælp – og måske også at du burde have motioneret mere end du har gjort. De kan være begyndelsen til langvarige problemer i led, muskler og/eller knogler, der enten kræver et længere behandlingsforløb eller måske aldrig helt forsvinder.

Smertestillende og træning kan midlertidigt lette dine symptomer, men fjerner ikke årsagen. Det er rigtigt, at motion og træning er godt for ryggen, men selvhjælp hører til forebyggelse. Det er vigtigt, at finde forklaringen på dine symptomer, fordi din forståelse af signalerne fra din krop er nødvendig for at løse problemet. Behandling er vejen til forebyggelse og selvhjælp.

Jo længere tid du har haft symptomerne, desto længere behandlingsforløb kræves der normalt for at fjerne årsagen. Desuden kan din alder og sværhedsgraden af symptomerne have betydning for, hvor længe du har brug for behandling. Jo bedre du er til at lytte til signaler fra din krop og opsøge behandling, desto hurtigere kan din kiropraktor normalt hjælpe dig af med årsagen til dine symptomer.

Hvorfor kommer stivheden eller smerterne igen?

De fleste kender følelsen af stivhed eller smerter som en kortvarig reaktion på overbelastning i forbindelse med for hård træning eller langvarig hård fysisk aktivitet, som er uvant. Havearbejde om foråret og flytning til ny bolig er klassiske eksempler. Det er uproblematisk, hvis stivheden eller smerterne forsvinder i løbet af et par dage, og ikke kommer igen.

Når du derimod oplever tilbagevendende stivhed eller smerter, som ofte enten forekommer hyppigere eller bliver værre fra gang til gang, bør du få undersøgt om det er en forstyrret funktion i rygsøjlens led, der er en årsag til, at dit problem vender tilbage.

Hvorfor bliver det ikke bedre efter træning?

Når din krop er blevet stiv, fordi den trænger til bevægelse, og du godt ved, at du har bevæget dig for lidt, er det okay at prøve om forsigtig træning kan fjerne din smerte eller stivhed. Men hvis smerterne eller stivheden kommer igen efter træning, så spænder musklerne, fordi de stadig er irriterede over at et eller flere led i rygsøjlen ikke har normal bevægelighed. Det er et tegn på at årsagen til dit problem ikke kan trænes væk.

Det kan godt føles som om dine smerter eller stivheden i ryggen forsvinder, når du træner, fordi dine muskler bliver varme. Hvis muskelspændingen skyldes irritation over at leddene i rygsøjlen ikke bevæger sig normalt, så kommer dine smerter eller stivheden i ryggen tilbage efter træningen. Det sker ofte efter du har siddet eller ligget stille et stykke tid bagefter. Et andet klassisk tegn på, at du har nedsat bevægelighed i rygsøjlen er, at du enten under træningen eller bagefter oplever at dine smerter bliver værre.

Har du prøvet anden behandling uden resultat?

Måske har du opgivet at få dine smerter til at forsvinde, fordi du allerede har prøvet at gå til fysioterapi, akupunktur eller træning. Det er et tegn på, at muskelspænding ikke er årsagen til dine smerter.

Når behandling af musklerne ikke giver noget resultat er der god grund til at få undersøgt om du har nedsat bevægelighed i rygsøjlen, fordi ledproblemer er en almindelig årsag til muskelspændinger. Kiropraktisk behandling er nødvendig for at fjerne årsagen til dine ledsmerter.

Hvorfor får du problemer efter et fald, slag eller uheld?

Det er helt normalt, at du har ondt de første 8-10 dage efter et fald eller uheld, hvis smerterne gradvist bliver mærkbart bedre og til sidst forsvinder helt. Selv om du ikke har brækket noget, så bør du være opmærksom på at din krop alligevel har slået sig.

I mange tilfælde vil voldsomme eller uventede slag og stød forstyrre rygsøjlens bevægelighed. Stivhed eller smerter, der enten kommer gradvist snigende eller ikke forsvinder helt, i perioden efter uheldet, er tegn på at rygsøjlens led ikke bevæger sig normalt – uanset om smerten eller stivheden er i nakken, ryggen, skulder, balder, arme eller ben.

Kan du ikke bevæge dig som du plejer?

Et helt normalt symptom på forstyrret funktion i rygsøjlens led er nedsat bevægelighed i nakke eller ryg.

Symptomer på nedsat bevægelighed findes i varierende sværhedsgrader – lige fra vanskelighed med at se sig over skulderen, når du kører bil, besvær med at tage strømper og sko på, at rejse dig fra en stol eller komme ud af sengen om morgenen til akut hold i ryg eller nakke, hvor du går eller står helt skævt og/eller næsten ikke kan bevæge ryggen eller nakken i en eller flere bestemte retninger.

Hvorfor har du ondt?

Ryg- og nakkesmerter stammer ofte fra forstyrret funktion i rygsøjlens muskler og led. Din rygsøjle er opbygget af flere bevægelige områder. Hvert område består af to hvirvler og de tre led, der dannes mellem dem. Det største led er bruskskiven, der ligger mellem hvirvlerne. Bruskskiven har en vægtbærende og støddæmpende funktion. De to andre led hedder facetled, og de styrer rygsøjlens bevægelser.

Forstyrret funktion (eller ‘låsninger’) i et eller flere led opstår, hvis bevægeligheden i et eller flere af rygsøjlens styrende led nedsættes i en grad, der medfører at leddet eller tilstødende strukturer (muskler og sener) bliver irriteret. Når et eller flere led i rygsøjlen ikke bevæger sig normalt, vil andre led i rygsøjlen forsøge at kompensere for leddets manglende bevægelighed. Efter kortere eller længere tid vil de kompenserende led (også) blive overbelastet, og det gør ondt.

Din kiropraktor kan hjælpe dig med mere end du tror

Nedsat bevægelighed i nakkens led også er en almindelig årsag til symptomer som hovedpine, migræne og/eller svimmelhed.

Kiropraktorer er mest kendt for at behandle leddene i nakke og ryg, men vi kan behandle alle kroppens led – lige fra kæbeled til fodled. De problemer vi almindeligvis hjælper folk med er stadigvæk smerter i nakken og ryggen, men vi hjælper i stigende grad folk med smerter i andre led f.eks. smerter i foden.