Hvordan fungerer foden?

Foden er den mest belastede del af kroppen. Opbygningen af fodens skelet giver stor bevægelighed og stabilitet som kræves under løb og gang. Stabilitet og bevægelighed er egentlig to uforenelige ting, men stabiliteten skabes af fodens mange små led, der ikke kan bevæge sig ret meget hver især, men når bevægeligheden i alle leddene fungerer normalt har foden stor bevægelighed.

Mindre forstyrrelser i fodens ledfunktion giver normalt ikke symptomer, fordi forstyrret funktion i et led kan medføre øget bevægelighed i et andet led. Først når de mekaniske problemer er store nok eller langvarige udløses smerter.

Hvorfor får jeg smerter i foden?

Daglig brug af fodtøj valgt ud fra udseende i stedet for et hensyn til pasform, støtte af foden og fleksibilitet i forhold til bevægelighed er en almindelig årsag til smerter i fødderne.

At vride om på foden eller forstuvning af foden, både som konsekvens af dårligt fodtøj, men også i forbindelse med egentlige uheld kan forstyrre fodens ledfunktion. Efter et uheld med forstuvning af foden er hævelse omkring ankelleddet normalt, men hvis hævelsen fortsætter længere end 4-6 uger, er der stor sandsynlighed for at der er opstået et problem med fodens ledfunktion.

Forkert gang som følge af f.eks. smerter i knæ, hofter eller ryg, ligtorne eller at modsatte ben er brækket er andre klassiske årsager til at fodens ledfunktion forstyrres.

Hvordan føles smerter i foden?

Fod problemer kan starte som mere beskedne symptomer i form af uro eller ømhed, når man sidder og slapper af eller ligger i sin seng . Lige så ofte kommer symptomerne kun efter man har løbet langt eller stået op i længere tid.

Ofte vil smerterne komme når du bevæger eller støtter på foden, men smerter i hvile er heller ikke unormale. Smerterne kan føles på anklens yderside, under hælen eller i forfoden (trædepuden). Når leddene ikke fungerer normalt kan senen under foden spænde op og føles stram. Du kan også opleve krampeagtige smerter eller stød i foden eller tæerne.

Hvad kan kiropraktoren gøre?

Ud fra dine symptomer og en undersøgelse af fodens funktion og bevægelighed, kan kiropraktoren vurdere hvad der er årsag til dine fod problemer. Hvis fodens ledfunktion ikke er normal, kan kiropraktoren genskabe normal bevægelighed i fodens led med specielle træk i fodens led. Hvis dine symptomer kan skyldes sygdom f.eks. leddegigt, urinsyregigt eller komplikationer til sukkersyge, vil du blive henvist til egen læge.

Hvad kan du selv gøre?

Hvis du har fod problemer er det vigtigt at du bruger ordentligt fodtøj. Dit daglige fodtøj bør have god stødabsorbering og en fleksibel sål. Vælg fodtøj der passer til det, du skal bruge det til. Pasform, støtte og fleksibilitet er vigtigt for at foden kan bevæge sig normalt. Du kan selv træne bevægeligheden i fodens led – eller holde bevægeligheden ved lige – ved at træne fodens balance og stabilitet med et vippebræt.