Hvem får nakkesmerter?

Nakkesmerter er normalt et symptom på, at der er noget galt med nakkens funktion. Nakken er relativt spinkel og meget bevægelig, og samtidig skal den bære og styre hovedet. Det stiller store krav til nakkens muskulatur, som ofte har nemt ved at blive overspændt. Nakkesmerter er det næsthyppigste problem med kroppens led og muskler. Alle kan blive ramt af nakkeproblemer, men folk med statisk og/eller ensformigt arbejde er særligt udsat for at opleve nakkebesvær.

Hvorfor får du nakkesmerter?

Nakkesmerter kan opstå af forskellige årsager. Det kan være overbelastning af nakkens muskler og led i forbindelse med længerevarende uhensigtsmæssig brug af nakken f.eks. dårlig arbejdsstilling. Eller et pludseligt opstået hold i nakken, hvor leddene bliver fastlåst og/eller musklerne går i krampe. Børn er især udsat for at få hold i nakken efter en luftvejsinfektion og i forbindelse med voldsomme hovedbevægelser. Hos voksne opstår et hold i nakken ofte i forbindelse med træk eller efter man har ligget med hovedet i en akavet stilling i længere tid. Andre mulige årsager til nakkesmerter er uheld især i trafikken (se piskesmæld) eller i forbindelse med sport.

Hvordan føles nakkesmerter?

Nakkesmerter udløses af et forsøg på at bevæge et låst led i nakken. Dette får automatisk musklerne, der styrer leddet, til at spænde for at prøve at holde leddet i ro. Ud over smerterne kan det være ubehageligt, gøre ondt eller være umuligt at bevæge hovedet i bestemte retninger.

Smerter i nakkemuskulaturen forekommer i mange forskellige grader. Fra lettere ømhed og muskelspænding til kraftige jag ved bestemte bevægelser eller stillinger. Under en vedvarende spændingstilstand i musklerne ophobes affaldsstoffer, som irriterer musklerne og fremkalder yderligere spænding i muskulaturen. En ond cirkel er i gang. Infiltrationerne i ømme muskler kan give hovedpine og en fornemmelse af træthed i skulderregionen.

Hvad kan kiropraktoren gøre?

Kiropraktoren er uddannet til at finde årsagen til dine nakkesmerter. Hvis dine nakkesmerter skyldes forstyrret funktion i nakkens led og muskler, kan kiropraktoren fjerne årsagen til dine symptomer. Kiropraktisk behandling er særdeles effektiv mod nakkesmerter, fordi behandlingen kan forhindre eller bryde den onde cirkel mellem irritation i et låst led og musklernes beskyttende og evt. selvforstærkende funktion. Muskelspændingen stopper automatisk, når leddets normale bevægelighed er genoprettet med kiropraktisk behandling. Som regel er der bedring efter ganske få behandlinger ved et hold i nakken. I kroniske tilfælde af nakkesmerter kan der være behov for et længere behandlingsforløb.

Hvordan kan du undgå nakkesmerter?

Du kan selv gøre en del for at undgå de mest almindelige årsager til nakkesmerter og hold i nakken. Undgå at sove på maven, fordi du kommer til at ligge med hovedet i en akavet stilling. Du risikerer at vågne op med et hold i nakken. Sørg for at slappe af i skuldrene. Indstil bord og stol og pc-skærm i en passende højde, så du kan slappe af i skuldrene og ser lige ind i skærmen, når du kigger lige ud. Brug en stationær pc i stedet for en bærbar eller brug eksternt tastatur eller skærm, så du undgår at sidde med hovedet bøjet forover for at kigge på skærmen. Sørg for at få regelmæssig motion.