Hvordan føles ribbens-og brystsmerter?

Ribbens- og brystsmerter er helt almindelige, men kan være meget ubehagelige. Af og til kan smerter fra rygsøjlen stråle ud til siden eller helt om foran på brystkassen. Det er normalt at føle en trykken i brystkassen, der gør det svært at trække vejret. Du kan også opleve, at det gør ondt, hvis du tager en dyb vejrtrækning eller når du hoster og nyser.

Ved pludselig opståede smerter kan du føle det som om det er hjertet eller lungerne, der gør ondt. Det er helt normalt, at du bliver forskrækket, men i halvdelen af tilfældene viser det sig, at der er tale om falske brystsmerter, der stammer fra muskler og led.

Hvorfor får du ribbens- og brystsmerter?

Ribbens- og brystsmerter stammer ofte fra skulderbladene eller brysthvirvlerne. Dine ribben sidder fast på hvirvlerne i den øverste del af rygsøjlen. Ved normal vejrtrækning bevæger dine ribben sig opad og udad ved indånding, og modsat nedad og indad ved udånding (lidt ligesom en blæsebælg).

Normal og smertefri vejrtrækning er afhængig af, at både leddene i din rygsøjle og ribbenene har fri bevægelighed. Rygsøjlens led er med til at stabilisere dine bevægelser med armene. Derfor kan du opleve rygsmerter omkring skulderbladene og ribbens- og brystsmerter efter fejl- eller overbelastning med armene.

Hvad kan din kiropraktor gøre?

Kiropraktisk behandling er en effektiv og smertefri måde at genskabe bevægeligheden i rygsøjlens og ribbenenes små led. Du vil ofte hurtigt opleve, at det bliver nemmere at trække vejret, og dine smerter bliver mindre i takt med at bevægeligheden bliver bedre.

Et klassisk tegn på, at en kiropraktor kan hjælpe dig er, at dine smerter enten kommer og går eller at de kommer i forbindelse med bestemte bevægelser eller stillinger. En kiropraktor kan også hjælpe dig, hvis undersøgelser af dit hjerte og dine lunger ikke viser noget unormalt.

Hvad kan du selv gøre?

Det kan hjælpe, at stå foroverbøjet og læne sig mod et bord, når du skal hoste eller nyse, fordi det hæmmer den hurtige bevægelse i ribbenene. Smerten forsvinder ikke, men det bliver nemmere.

Hvis du oplever pludselige stærke uforklarlige smerter i brystet samtidig med at du føler dig dårligt tilpas på grund af pludselig opstået hjertebanken, feber, koldsved, svimmelhed, kvalme eller åndenød, så søg straks læge – eller ring 112.