Kender dit barns træner konceptet om Aldersrelateret Træning?
Det er vigtigt, at dit barns træner kender og bruger Team Danmarks koncept om Aldersrelateret Træning – også selv om dit barn træner for sjov uden ambitioner om at blive elitesportsudøver.
I mange idrætsgrene bygger træning af børn og unge delvist på faglighed, erfaring og traditioner, men ofte er træningsmængden enten for stor eller for lille, og indholdet forkert eller uhensigtsmæssigt med et ensidigt fokus. Dette medfører demotivation, frafald, begrænset udvikling og til tider fysiske skader hos de unge idrætsudøvere.
Forskningen viser, at for ensformig træning i en tidlig alder øger risikoen for skader samtidig med at det kan bremse talentudviklingen på senior niveau. Træningens fokus skal altid være optimal udvikling før det er relevant at fokusere på vinderstrategi. Det betyder mere træning og mindre turnering.
Hvad er Aldersrelateret Træning?
Aldersrelateret Træning er et koncept, der er udviklet af Team Danmark med henblik på målrettet og forsvarlig træning i arbejdet med talentudvikling – altså at sikre en korrekt træningsmængde med det rigtige indhold.
Det er en praktisk og systematisk træningsmodel med henblik på at opnå en hensigtsmæssig udvikling af børn og unges idrætsfærdigheder. Idræt og bevægelse bør ikke kun passe til dit barns alder, men også tage hensyn til barnets fysiske udviklingstrin. Formålet er, at sikre en optimal fordeling mellem træning, konkurrence og andre aktiviteter.
Hvorfor er Aldersrelateret Træning så vigtigt?
Team Danmark har selvfølgelig fokus på udvikling af idrætstalenter, men aldersrelateret træning er relevant for alle fysiske aktive børn og unge – ikke kun fordi konceptet kan være med til at minimere antallet af skader, men også fordi det er vigtigt at passe på dit barns led og muskler, da overbelastning bl.a. kan føre til udvikling af en skæv rygsøjle.
Jo mere sport dit barn dyrker jo vigtigere er det, at træningen er aldersrelateret, så derfor er det også vigtigt at idrætslærere i folkeskolen kender og indarbejder konceptet i deres undervisning.
De fleste anerkender børns udviklingsstadier som en logisk rækkefølge. Problemet er, at langt de fleste introducerer træningens stadier i en langt tidligere alder. Især fokus på konkurrence introduceres langt tidligere end 15-16 års alderen. Hvis træneren fokuserer på, at det handler om at vinde frem for at udvikle spillerne, betyder det at spillernes udvikling hæmmes.
Du kan finde en kort beskrivelse af træningens optimale indhold på dit barns udviklingstrin eller stadie på Steen Houman’s blog fra sportens verden.
Mere end fysisk træning
Aldersrelateret Træning handler ikke kun om praktisk træning, men også viden om udvikling talentegenskaber, børns fysiske udviklingsstadier, kostbehov samt mental og social udvikling.
I 2005 udgav Team Danmark bogen “Aldersrelateret Træning – målrettet og forsvarlig træning af børn og unge”. Bogen henvender sig til trænere, undervisere og forældre, der har brug for viden og indsigt i træning af børn og unge, og handler om generelle forholdsregler for børn og unge i forhold til optimal træning og talentudvikling.
Bogen er også udarbejdet i specifikke versioner for hver enkelt idrætsgren, og i en udgave for idrætsundervisning af 0. til 6. klasse i folkeskolen.
Sådan finder du information om aldersrelateret træning
Du kan downloade den digitale udgave af Team Danmarks grundbog om aldersrelateret træning “ATK 2.0 – Træning af børn og unge” og købe bogen direkte hos Team Danmark. Den oprindelige udgave “Aldersrelateret Træning – målrettet og forsvarlig træning af børn og unge” kan købes hos Saxo.