Spinal stenose

Hvad er spinal stenose?

Spinal stenose er en forsnævring af rygmarvskanalen et eller flere steder i lænden. Stenose opstår af mange forskellige årsager. Almindelige aldersbetingede slidforandringer er den mest almindelige årsag.

Hvem får spinal stenose?

Sygdommen ses hos både mænd og kvinder i 60-70 års alderen og meget sjældent før 50 års alderen. Personer med en medfødt relativ lille rygmarvskanal har større risiko for at få spinal stenose.

Hvad er symptomerne på spinal stenose?

Smerte eller tyngdefornemmelse i det ene eller begge ben (balder, lår og underben), udløst af gang og stående stilling. Symptomerne klinger typisk af i løbet af få minutters siddende stilling eller foroverbøjning. Fortsat gang trods smerter kan gøre benene tunge og slappe undertiden ledsaget af faldtendens. Snurrende fornemmelser i smerteområdet er også normalt. Med tiden vil stenose patienter få en tiltagende foroverbøjet holdning. Cykling giver normalt ikke smerter. I nogle tilfælde kan symptomerne ligne discusprolaps symptomer, men de forsvinder ofte i hvile.

Symptomernes påvirkning i dagligdagen kan stå på i flere år, men varierer med hensyn til hvor tit de opstår og hvor meget de begrænser personen i daglige aktiviteter. Over en årrække vil symptomerne fra stenosen ofte forværres.

Hvad kan kiropraktoren gøre?

Lændesmerter kan have mange årsager. Kiropraktorens undersøgelse kan hjælpe med at finde årsagen til dine smerter. Spinal stenose udvikles langsomt. Du kan godt få ondt i lænden af andre årsager, selv om du har stenose. Dine smerter kan skyldes dårlig fungerende led i rygsøjlen, der overbelaster området med stenose, og det gør ondt. Ved svær stenose kan operation være nødvendig.

Hvad kan du selv gøre?

Det er vigtigt, at du bevæger dig så meget som dine smerter tillader. Cykling og svømning kan ofte udføres uden at provokere dine smerter.